PROSA

“Tilbage i september sidste år kom der nyt fra multikunstneren Martin Hall. Et bokssæt bestående af to lp’er, en bog og en cd. Dette bokssæt er skabt med en partner, som Hall tidligere har arbejdet sammen med, nemlig Thomas Li, der tidligere har været med til at producere de to Hall-albums Random Hold (1996) og Adapter (1999). Samarbejdet er derfor ikke noget nyt, men det er det, der er kommet ud af det til gengæld. Sfærisk og moden spoken word, der kombinerer prosaens potentiale for at beskrive menneskelig udvikling, med den elektroniske musiks meditative potentiale … Gennem seks tekster, der skaber rammen for seks ”numre” på pladen, får lytteren og læseren en Martin Hall i topform. Selvom teksterne på Inkubation er langt fra hans første aggressive prosa i bogdebuten Genopbyggelsen er større end selve skabelsen fra 1983, så rummer de noget af den samme kompromisløshed som i debuten.”
Modspor – Martin Minka Jensen (16. marts 2022)

”Cool Hotel Hall: Mareridtsagtigt, som hos poeten Dylan Thomas – en rejse gennem hotelvestibuler og korridorer, der leder hen til lejede værelser, en mors klynken og luftige spøgelser. Martin Halls stemme kanter sig skyggeagtigt gennem Thomas Lis elektroniske lydflader, der passer som en bange fod i hotelslippers til udsagn om mørk materie, vilde hunde, voyeurer, et mystisk afdansningsbal og erindringsforskydelser. Altid mange ord hos Hall. Inkubation betyder ”ruge over”, og her er intet instant. Temperaturen er på minus, tiden lang. Typisk Hall. På hans hotel kigges indad, havkig findes ikke … Tiden med denne samling af tilstande i electronica/spoken word-form, som kun kan høres på dette smukke bokssæt, er givet godt ud.”
( * * * * )
Kristeligt Dagblad – Andreo Michaelo Mielczarek (19. oktober 2021)

”Musik og ord kryber så småt op under huden og levner en nærmest ubehagelig følelse af noget uundgåeligt. Alder og udviskelse. Håbet der sander til. Ironien der dør. De stærke linjer intensiveres af musikken og Halls fløjlsbløde stemme, der i et følsomt leje, men med skarpslebet klinge, fortæller smertende sandheder om livet og forgængeligheden. Kærligheden. Og tabet af den. Erfaringens komik, selvbedraget og erindringens misledning. Splittelsen mellem persona og personlighed … Hver sætning er gennemtænkt, dyster, smuk og rammende … Inkubation er et meditativt værk af høj kaliber – et værk der skal opleves og ikke overses.”
( * * * * * )
Bogbobler – Isabel Fluxá Rosado (19. september 2021)

”Et utroligt flot og gennembearbejdet bokssæt: Inkubation består af seks Martin Hall-tekster, som han næsten messende læser op med vanlig sans for underspillet drama og de ufortalte lag i de mange karakter- og kontrastfulde historier. Hele vejen præsenteret i en lavmælt – næsten hypnotiserende – kulisse af lyd som baggrund … ”I falder i snak, og det viser sig hurtigt, at hun ud over sin fine fysiske form har et formidabelt kendskab til den moderne kulturs kollektive ordforråd, denne frådende, bidende organisme, der konstant indoptager nye udtryk, mens den udskiller andre” lyder et par linjer fra “Terræn”, der ganske godt illustrerer hvad det er Martin Hall kan med ord. Han når helt ind – aldrig kun halvt!”
Side 33 – Mads Kornum (17. september 2021)

”Imponerende spoken word-boks: Når engang Designmuseum Danmark skal lave en udstilling om moderne, danske musikudgivelser, må Inkubation være selvskrevet til en hædersplads. Boksen fra Martin Halls og Thomas Lis side er ganske enkelt så imponerende smuk … Samarbejdet mellem Martin Hall og Thomas Li er ikke nyt. De to har tidligere produceret Random Hold (1996) og Adapter (1999) sammen. Men Inkubation slår altså alt, hvad de hidtil har skabt. Halls messende oplæsning er hypnotiserende, og den industrielle og på mange måder ildevarslende ”musikledsagelse” perfekt afstemt. Jeg bliver som lytter suget ind i materialet, ind i Martin Halls univers, ind i kærligheden – den vildfarne og den opbyggende, ind i hans næsten klaustrofobiske verden. Og på intet tidspunkt er jeg i tvivl om ægtheden. Det her er alvorligt, seriøst, nødvendigt. Næsten rystende uafviseligt. Et poetisk/musikalsk værk, der, hvad indholdsmæssig kvalitet angår, matcher indpakningen. Inkubation er et spoken word-værk, der på enhver måde vil stå distancen.”
( * * * * * )
Gaffa – Ivan Rod (14. september 2021)

”Endelig nyt fra dansk eksperimentalmusiks selvudnævnte sidste romantiker, Martin Hall: De seks numre, der udgør installationen, er noget af det mest nådesløst eksperimenterende fra Halls hånd i mange år, og de poetiske linjer indeholder stærkt eksistentialistiske tanker … Det er en fornøjelse at høre den aldrende Hall recitere sin filosofiske lyrik til lyden af Lis skrattende, diskrete elektronik. Inkubation er ikke fuldstændig nyskabende, men et bemærkelsesværdigt stykke klangkunst og god poesi fra den garvede hamskifter.”
Seismograf – Simon Heggum (9. september 2021)

”Martin Hall har med sit nye bokssæt udgivet et lyrisk modigt og sonisk vigtigt værk i samarbejde med Thomas Li. De klæder hinanden, og syntesen af Lis tætte lydlandskaber og Martin Halls ældre, men sårbare stemme er en fryd at blive trukket ind i. Teksterne (læst på dansk) er intense og opleves meget personlige … Martin Hall bør stadig være alles yndlingsromantiker/eksistentialist – en sjælden og skønt bitter combo.”
Bongorama – Peter Solak (25. august 2021)

”Indrømmet, der er lidt længere mellem hans udgivelser i dag, end der har været i perioder i hans efterhånden mere end 40 vinylære år, men mindst som man forventer det, slår Martin Hall til med en flot boks, der ville kunne få musikkens og litteraturens æstetiske pris(er), hvis der fandtes en sådan. Inkubation er en spoken word combo: En dobbelt-lp, en cd og en bog med en tekst i seks dele, der ifølge forfatteren selv er en “fortløbende undersøgelse af karaktermutationer”. Teksten er både poetisk og voldsom, og Martin Halls svært opgivende, ja, nærmest livstrætte oplæsning gør ikke oplevelsen mindre uhyggelig. Musikken, der er produceret af Thomas Li, som Hall har arbejdet sammen med ved flere lejligheder tidligere, blandt andet omkring hovedværket Random Hold (1996), klæder ordene forbilledligt, og stemningen bliver om muligt endnu tungere. Og det er positivt ment. Bogen indeholder tillige en serie vidunderlige fotos af Maiken Kildegaard, som fremkalder Hammershøis døde rum i en serie motiver fra en gudsforladt herskabslejlighed. Tekst, musik og fotos står enestående smukt til hinanden, ja, de supplerer og optimerer ligefrem hinanden som sjældent set før.”
Blog – Jan Poulsen (10. august 2021)

RESUMÉ ELLER KONKLUSION

Det sker uden nogen større dramatisk bevågenhed. Man konstaterer bare, at der ikke længere er forfærdelig megen kærlighed tilbage i én. Man lægger hånden på brystkassen og mærker, hvordan hjertet stadig slår, føler en behersket forbløffelse over, at der kan klemmes så meget mørk materie ind på så lidt plads. Man vænner sig til tilstanden – til den spildaccentuerende og tabsfremkaldende levemåde. Det gør de fleste af os. Alt andet er uoverskueligt.

Imens tænker tankerne sig selv og lader deres ophavsmand agter. Erfaringer installeres som programmer, og selvom man af gode grunde ikke er i stand til at huske det hele, glemmer man omvendt ingenting. Tingene arbejder videre i én, helt af sig selv; erindringen bliver et selvstændigt vævsmateriale, der hele tiden forsøger at støde verden fra sig. Det begynder i det små, men til sidst æder afstandene sig ind på selv det allernæreste.

Man føler sig som en person med hukommelsestab, et individ for hvem efterladte fotografier pludselig betyder alt. Ikke fordi billederne har noget som helst at gøre med nogen egentlig fortid – de er snarere et udtryk for en hukommelse, man er i færd med at skabe. En fortælling. Man får tankeserierne til at formere sig og mangfoldighederne til at vokse. Man stoler ikke på noget af det bevismateriale, man ligger inde med, men insisterer på at skabe et rum, hvor overtalelsen er vigtigere end spørgsmålet om, hvad der er resumé, og hvad der er konklusion.

I sit forsøg på at afdække spor og ledetråde går man bagud. Man begynder med misforståelserne. Knudepunkterne. Man lader sine tanker løbe ned langs interaktionsfelternes konstant bevægelige grænse for at korrigere det, man endnu måtte have adgang til. Det er et spørgsmål om ordenssans. Om forfængelighed.

Jeg overså det i årevis – hvordan alt det, der i virkeligheden forandrer én, er de marginale ændringer. Bagatellernes vold. Den timelige forældelse, som ingen bemærker undervejs. Langsomt skubbes man ud af sit eget omrids; éns tanker reduceres til citater fra andre menneskers liv. Man oplever en overraskende følelse af tab og samtidig frihed og begynder af samme grund at tage olympiske risici – som en tegnefilm i fjernsynet, hvor personerne går fuldkommen amok, eller som et begravelsesoptog, der gradvist forandrer sig til et karneval. Man begynder at leve et liv, som man kun kan holde ud at deltage i som tilskuer, og ser nu pludselig sig selv stå og juble over sin egen facon sammen med alle de andre, fuldkommen overlæsset og outreret.

Som en teatergæst, der råber ”bravo” de mest upassende steder, er man ikke længere bleg for at give sine meninger til kende – udsagnene er jo alligevel så indlysende mangelfulde, at man skal være idiot for at tage dem alvorligt. Omvendt er der heller ingen grund til at iscenesætte sig selv som beskeden … der er allerede mere end nok lidenskabelig kulde i verden. Man bliver i stedet en varm fortaler for det sande, det gode og det skønne, selvom man ikke har det fjerneste begreb om noget af det. Éns opførsel er som taget ud af en roman; man er blevet en af den slags karakterer, der altid dukker op på de mest overraskende tidspunkter i handlingen, udelukkende for at komme det middelmådige manuskript til undsætning.

For at have sit på det rene foregiver man at være et menneske, der svælger i et melankolsk forfald, til tider romantisk, men oftest blot deprimerende. Man genopstår i nye forklædninger, men omgiver sig stadig med samme gamle rakkerpak af tøselatterkarle og tyveknægte, kvinder med grotesk smukt svungne skikkelser og diabetikere med særligt dårlige tånegle.

Hvorfor? Fordi man er blevet så forførende, som tilfældet vitterligt er – så sød, at det nærmest hviner i tænderne, når man tager en bid.

De misvisende billeder, der klæber til éns person, klæder dog én langt bedre end den fjerpragt, man reelt er udstyret med. Der er uendeligt mange fordele ved at leve et sådant liv – tager man først forklædningen til sig, undslipper man samtidig den tunge byrde, det er at skulle være sig selv hele tiden. Man hvirvler frem som et upersonligt kraftcentrum, malerisk indhyllet i billeder af hav, tåge og fjerne, mørke højdedrag, fri af tilværelsens flagrende fluepapir, denne ensfarvede jungle af strimler og fangarme der konstant forsøger at gribe én, begribe hvad sådan en skikkelse laver her midt i andre menneskers håb og drømme. Man lader naturkræfterne råde. Man kultiverer billedet af den unge fløs med det trætte ansigt, fyren med de umådeligt tungsindige tanker, for så til sidst alligevel at slippe sit måneskinsfarvede kobbel af vilde hunde løs.

Som et ungt menneske, der keder sig, genfinder man menneskelivets primitivitet i et ælte af konkurrerende psykopatier. Pludselig er alt lige dele thriller, evangelium og cirkus, og man hylder begejstret hele paletten: retorikkens poserende selvbedrag i brydekamp med al logiks ophør, den grå tristesses evige, uforanderlige og afskyvækkende natur som undertippet udfordrer af en opblæst impotent nutid, en voluminøst kropsliggjort appetit der stormer frem mod sit ædetrug. Hvorfor i alverden skulle man nøjes med mindre?

Man forbliver en hjertets talsmand, en nærtagenhedens aristokrat … en mand der taler med en mere end almindeligt rundhåndet brug af adverbier og adjektiver. Et menneske der ubesværet lever videre på trods af sin manglende erkendelsesteoretiske orienteringssans. Kort fortalt et menneske som folk er flest – den slags person, man altid gerne har villet være.

”Hall brillerer i skildringen af halvfjerdsernes ramponerede Olsen Banden-København. Over sidekorte kapitler rapporterer han fra sin barndoms endnu ikke friværdi-gentrificerede hovedstad, hvor pornobiografernes neon lokker, Islands Brygge lugter af sojakager, og Dan Turèlls unavngivne journalistdetektiv sandsynligvis sidder på en af de lokale knejper, før han skal ud og opklare et mord. Vel er det nostalgi, men også et skarpt og observant snapshot af en by, der ikke længere er … Halls ironiske distance til både kunstmiljøet og sig selv parkeres dog af og til. Mest udtalt i beskrivelsen af moderens selvvalgte død, hvor Hall knugende skildrer deres akavede relation og nøgternt udleverer to fejlbarlige mennesker og et sår, der stadig synes at bløde lidt.”
( * * * * )
Berlingske – Mikkel Andersson (17. august 2017)

”Martin Hall har stil, og med den her bog kommer han også tæt på et stof og en smerte i portrættet af forældrene og i fremstillingen af sin unge karrieres kuldslåede bagside med selvmord, stoffer og kronisk rastløshed … vi får en personlig fortælling i en løselig fragmentform – og så får vi også et ganske rørende portræt af forfatterens mor, hendes triste skæbne, som var med til at lukke og besegle årtiet for Martin Hall.”
Weekendavisen – Christian Dorph (18. august 2017)

”Multikunstneren Martin Hall fortæller charmerende om sine unge, vilde år … Et usædvanligt talent med en usædvanlig karriere. Og en historie, der ikke kan fortælles nok.”
Jyllands-Posten – Christian Møgeltoft (23. august 2017)

”Det er ikke første gang, Martin Hall udgiver sine erindringer – eller noget, der minder om det. Den afgørende forskel denne gang er, at den avantgardistiske, sensible og særligt besjælede vidundervoksen, som man vel i dag må kalde dette evige Wunderkind, da han faktisk er blevet 54 år, vitterlig skriver erindringer. Han skriver, hvad han husker: oplevelser, stemninger, situationer, problemstillinger. Men ikke nok med det: Han beskriver dem, sådan som han i dag føler, at han oplevede dem dengang. Den Martin Hall, der skriver 1971-1985, udtrykker sig nærmest lige så enkelt og prunkløst som titlen. Mange steder smukt, ofte klogt, tit befriende morsomt og fuldt af sardoniske invitationer til læseren om at joine forfatteren i indforstået latter over tilværelsens iboende idioti … Størst indtryk gør nu den løbende skildring af bogens to andre gennemgående figurer, forældrene. Eigil og Beth, som de hed, deres aparte samliv og deres på hver sin måde halvskæve og kuldslåede tilværelser. De to mennesker, der er blevet forældre, men selv stadig er børn. De tos, fars og mors individuelle kamp for at bevare integritet og selvrespekt, deres glæder og sorger er skildret med så meget indlevelse, tilgivelse, undren, smerte og kærlighed, at de samtidig mere end noget andet leverer nøglen til mennesket Martin Hall.”
( * * * * )
Politiken – Henrik Vesterberg (26. august 2017)

”Martin Hall har – ud over at være en del af min måde at vokse op og forstå dele af mig selv og verden på – også sørget for at den danske musikverden og litteratur har haft et departement af elegance og nålespidst vid. 1971–1985 er en bog, der fænger. Man bliver rørt, når man træder ind i dens mange rum.”
Radio24Syv – Morten Lindberg (27. august 2017)

”Tag med på tur til de fede 70’ere og fræsende 80’ere. Selvbiografi for læsere med interesse for perioden, dens musik og kultur – og en fortælling om en drengs brogede opvækst i en tid, hvor det meste var tilladt … rigtig godt skrevet med en charmerende, let disharmoni mellem vilde sprogblomster og tør selvironi.”
DBC lektørudtalelse – Annemette Schønberg Johnsen (31. august 2017)

”Selvom Hall oftest henvender sig til et publikum med sans for avantgarden, så er hans nye bog vedkommende for alle. Smukt skrevet, dybt personlig, vildt underholdende og ikke mindst troværdigt reflekterende om de efterhånden sagnomspundne år … 1971-1985 er på flere måder for 80’er generationen, hvad Dan Turélls Vangede Billeder er for 68’erne. Den er mørkere og hårdere i sit portræt af tidsånden, men mindst ligeså humoristisk og meget rørende. Det er længe siden, at jeg er fløjet så hurtigt gennem en bog med et ængsteligt blik på de alt for få resterende sider.”
Bogbobler – Isabel Fluxá Rosado (1. september 2017)

”Refleksioner over de første kunstneriske aktiviteter – koncerter, plader, bøger – sættes ind i en rørende beretning om de svære teenageår i en aparte, dysfunktionel, men samtidig også ganske genkendelig familie. Og oven i det hele naturligvis et fint tidsbillede. Alt sammen med ligefrem oprigtighed, humor og sågar selvironi … Under læsningen af den sympatisk åbenhjertige og uhøjtidelige bog følte jeg mig for første gang nogensinde i sync med Martin Hall. Anbefales!”
Inde og ude af sync – Lars Movin (9. september 2017)

”Indsigtsfuld og morsom … spændende at høre om en person som den falske marquis Marcel de Sade, som rumsterede i en herskabslejlighed på Frederiksberg i en anden tid og gjorde et stort indtryk på forfatteren. Sproget er godt, flydende.”
Fyens Stiftstidende – Martin Kloster (2. oktober 2017)

”Man skal købe bogen, hvis man interesserer sig for litteratur, sprog og tidsånd. Martin Halls litterære åre er nemlig bemærkelsesværdigt dragende. Og hans blik for tidens temaer afsindigt skarp. At han i sin unge år – frem til bare det 22. leveår – skabte (eller tog del i skabelsen af) så mange orkestre som R.A.F., Identity, Ballet Mécanique, Before, Dialogue, Under For, Pesteg Dred, SS-Say og Front and Fantasy og i øvrigt påbegyndte en solokarriere; at han med forskellige orkestre fik mulighed for at blive support for Sods og New Order i Saltlageret, for Nico i Montmartre, for Psycic TV i Ungdomshuset og i øvrigt fik mulighed for at optræde på Roskilde Festival og møde Nick Cave, Iggy Pop og Genesis P-Orridge; alt det nævnes kun som biting i selvbiografien. Forholdet til blandt andre Poul Borum og Michael Strunge foldes mere ud. Og dét – som et led i skildringen af tiden, tidsånden og subkulturerne. Men – mest af alt foldes fortællingen om den unge Martin Halls forhold til sin alkoholiserede mor, Beth, ud. Og dén del af fortællingen er altså i sig selv det hele værd, for portrætteringen er eminent, sproget sublimt og alle de skildrede tildragelser og udvekslinger helt nøgne – uden (vil jeg mene) at være blufærdighedskrænkende. Martin Halls evne til at reflektere og formidle sin forståelse er beundringsværdig.”
( * * * * )
GAFFA – Ivan Rod (18. oktober 2017)

”Et klart must read: Martin Hall er udstyret med en refleksionsevne, der svinger fængende mellem nøgtern observation og eftertænksom refleksion. Det kan konstateres meget hurtigt i løbet af bogen, at vi her har at gøre med en mand, der ikke prøver at sætte sig på en piedestal, men heller ikke underkender sin anderledes tilværelse. Livet, som skildres, er ikke nødvendigvis et liv ved bevidsthed, grundet stofindtaget og tidens hektiske kreativitet, som beskrives indgående, men det er et liv med bevidsthed. Sondringen mellem livets trivialiteter og rollen i noget nyt kulturelt udefinerbart skaber et glimrende momentum i Martin Halls erindringer … Det at bogen giver et større indtryk af hvad Martin Hall gjorde, end hvem han er som position, er med til at gøre bogen mere kulturelt relevant, end hvis det var en ren identitetsskildring. Det er de ydre detaljer, der optager ham, ikke de indre. Sproget er godt og rummer både nøgtern skildring, ordblomster og en god mængde selvironi. Bogen er god læsning, der klart bør nydes af flere end bare fans af Martin Hall. Som kulturhistorisk beretning gør den sig nemlig glimrende, og jeg vil uhyre gerne bede om en efterfølger, som åbner op for mere af Martin Halls kreative virke.”
Modspor – Martin Minka Jensen (29. oktober 2017)

“Årets bedste selvbiografi: For mig er Martin Hall en af 80’ernes ‘royale’ og én af de mest indflydelsesrige i min 80’er-historie. Han bevæger sig frit i alle former for udtryk. Og har man som mig en fod i 80’erne, så er han stadig et interessant bekendtskab … 1971–1985 er ikke bare en medrivende fortælling om en teenager i en voldsom tid. Den er også et klart og tydeligt tidsbillede af en grænsesøgende subkultur. En kultur, der, blandt mange andre gav os Michael Strunge og Martin Hall. Man skal læse bogen, fordi Martin Hall er en vigtig person fra en vigtig og voldsom tid.”
DR – Flemming Møldrup (10. november 2017)

OPTAKT

Jeg forestiller mig tit fortællingen bag det hele: To mennesker indrammet i kegler af lys. Deres møde. Detonationen af lyse sommernætter og hviskende stemmer – hvordan de tænker, at det hele nok skal gå.

Senere fortæller hun ham om, hvad der er på vej; betragter opmærksomt ansigtet foran sig, glad og nervøs på samme tid.

Han siger, at det er alle tiders.

Så græder hun lidt, mere af lettelse end af glæde. I bund og grund er hun ligeglad – så stor er den kærlighed, hun føler for det nye liv i sin krop.

Jeg forestiller mig blodets kobberagtige lugt ved fødslen, den hensynsløse krafts forløsende enevælde. Hvordan hendes berøring falder med et snefalds blødhed over den fremmede, men alligevel velkendte hud. Hviskede ord, luftstrømme af formløs ånde.

Så spædbarnet i en vugge, sovende, med benene spredt ud, som en supermarkedskylling. Mennesker, der påpasselige betragter det lille nye liv, fremmede lungesæt i færd med at fortære rummets luft. En fjern spøgen af stemmer.

Dage, der begynder med strålende solskin, men langsomt diser til. Drømmenes grynede, hvide væske. Dåb, serpentiner og lagkage.

En dreng i et skab. Indviklede talemåder, pauser og tomme blikke. Alles kamp for at få luft.

“Martin Hall tager læseren med på en inspirerende musikalsk rejse tilbage til verden af i går … Hall balancerer fint mellem sin store viden og sit brændende engagement. Han skriver kort sagt med stil.”
( * * * * * )
Jyllands-Posten – Mikael Busch (2. oktober 2012)

”Martin Hall skriver godt og appetitvækkende om emner, han virkelig ved noget om … Et prisværdigt gennemgående træk ved Nostatic! er dens usentimentale tone. Bogen er interessant og behandlingen af enkelte navne decideret smittende.”
( * * * * )
Politiken – Dorte Hygum Sørensen (6. oktober 2012)

”Fremragende postpunk-essays: Man kan mene om sanger, forfatter, musikkonkurrencedommer m.m. Martin Hall, hvad man vil. Men at han er en sjældent dedikeret, indsigtsfuld og velskrivende essayist kan ikke diskuteres. Selv alenlange analyser om bands, jeg aldrig nogensinde har hørt om – selv som musikanmelder gennem 12 år – bliver hyperinteressante, fordi indlevelsen og det sproglige niveau er markant højere end musikjournalistik normalt begunstiges med. Denne signatur inklusive. Detaljegraden er eminent.”
( * * * * * )
Fyens Stiftstidende – Simon Staun (20. november 2012)

PIONERER UDEN ET MÅL

Du kan læse bogens korteste – og i mange henseender mest uforpligtende – essay her, historien om det obskure Factory-band Crawling Chaos. Artiklen blev bragt i Klub Gaffa i januar 2012:

• Crawling Chaos

Du kan ligeledes læse de playlist-noter, som Hall skrev til gaffa.dk på udgivelsesdagen for bogen den 2.10.2012:

• Playlist

”Ambitiøs fortælling om punk i Danmark.”
( * * * * )
Jyllands-Posten – Peter Schollert (11. september 2010)

“Fremragende værk om punkmiljøet i Danmark: Formen med at krydsklippe de mange – ofte modstridende – stemmer fungerer fremragende, både fordi det gør stoffet levende og nærværende og samtidig giver plads til de mange forskellige opfattelser af, hvad det egentlig var for nogle sære fugle, som for en stund satte røre i andedammen. Det som Hall ganske rammende kalder ”sammenbruddets æstetik” … Something Rotten! er ganske enkelt det definitive værk om fænomenet. Intet mindre.”
( * * * * * )
Ekstra Bladet – Henrik Queitsch (16. september 2010)

”For pokker, hvor havde de unge punkere stor gennemslagskaft, da de først fik formuleret deres anarkistiske ikke-mål og etableret et miljø. Ja, braget var så voldsomt, at ekkoet inden for litteratur, malerkunst og musik stadig kan høres og mærkes – tænk bare på Søren Ulrik Thomsen, Martin Hall, Søren Fauli, Steen Jørgensen, Claus Carstensen, Bo hr. Hansen, Lars H.U.G., T.S. Høeg og Knud Odde. Det er dog ikke kun de overvintrede punkere, der fortsætter med at gøre sig gældende, men også deres do it yourself-ideologi, som har præget kulturens vækstlag lige siden punkens ”belle epoque”. Hvis du vil spille, skrive eller male, så gør det og udgiv det selv, mente de, og demokratiserede dermed kunsten for altid. Det kolossalt positive Do It Yourself-budskab blomstrede imidlertid – som mediedyret, musikeren og forfatteren Martin Hall præcist pointerer det – op af en grund af underskud og depression: ”Enhver, der voksede op i 1970erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfrie søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer”.”
( * * * * )
Berlingske Tidende – Jeppe Krogsgaard Christensen (17. september, 2010)

”Det er en fornøjelse at læse Something Rotten! … som sad vi lige der i rummet med de pågældende, som husker godt og fortæller levende og begavet og tager os hele vejen rundt og forbi begivenheder, navne og scener.“
( * * * * )
Gaffa – Torben Holleufer (19. september 2010)

“Et fabelagtigt værk om den danske punkscene 1977–1985.”
Aarhus Stiftstidende – Thomas Nygaard (21. september 2010)

”Det definitive vidnesbyrd om en tid fuld af positionskamp, konflikt og rå kreativitet: Med valget af oral history som fortælleform kommer alle til orde. I stedet for en strømlinet fortælling med personlige korrektioner og overvejelser om noget så tumultarisk som punk, tier Jan Poulsen stille og orkestrerer eminent de mange modstridende stemmer. Dermed kommer Poulsen ikke bare grundigt rundt i hjørnerne af de steder, mennesker og hændelser, der definerede dansk punk, han giver genfortællingen nærvær og fremstiller med al tydelighed den motor, identitetskampen udgjorde. Fritz Bonfils og Martin Hall er to af stemmerne i bogen.”
( * * * * )
Politiken – Simon Lund (25. september 2010)

”Den til dato bedste bog om det æstetiske oprør, der fandt sted i årene 1977-1985, et essentielt skrift der overskrider grænserne for sit tema, og som stort set vil kunne læses af enhver med blot den mindste smule interesse for såvel tidsperioden som kunsthistorie (og rock) i øvrigt … det er både underholdende og oplysende, og der er tryk på det sproglige, de fleste af bogens stemmer har noget at sige og et sprog at have det i.”
Information – Klaus Lynggaard (8. november 2012)

Martin Hall udtaler bl.a. følgende i bogen:

Enhver der voksede op i 70’erne, erindrer ganske givet følelsen af socialt kollaps. Oliekrise, bilfri søndage, arbejdsløshed og usoignerede marxist-sexister, der røg fede til tyve minutter lange guitarsoloer. En ganske grusom tid. Punken vendte utopierne ryggen, anerkendte mere nøgternt tingenes tilstand og begyndte at benytte samfundets affaldsstoffer som en del af sit eget æstetiske udtryk. Man var omgivet af sammenbruddets æstetik i de år, og hvad der ikke allerede var gået i stykker, det sørgede man eventuelt selv for at smadre. Logikken? Her er en ting, og her er den samme ting gået i stykker! Hvilken udgave kan du bedst lide? Den bundne form holder på energien, den ødelagte sender den videre. Deraf punkens umiddelbare destruktionsfascination: Løslad energien!

Der var noget befriende ved grupper som Cinema Noir. Pludselig stod de der, klynger af stift stirrende mænd i lange overjakker og kvindelige sangerinder, for hvem en solistkarriere og et nervøst sammenbrud tangerede nogenlunde samme eksercits. Jeg oplevede dem nok lidt som en slags ”anden” bølge: Hvis Ballet Mécanique var en første bølge af gammeltestamentligt raseri, så var næste bølge af grupper som Cinema Noir og Corpse d’Esprit et forfriskende bud på, hvordan man garnerer samme slags psykotiske indstilling til tilværelsen med både dada og Derrida.

Hvornår er noget et galleri? Når der udstilles. Der begyndte at opstå flere små ”impromptu”-gallerier, momentvist, i gamle butikslokaler eller kælderlokaler. Hen ad vejen blev det så til Galleri Deroute nede i Blågårdsgade eller Kong i Store Kongensgade, men i begyndelsen var det mere disse passerende tilstande. En aften var man til en fernisering i et rømmet hus, og næste gang man kom forbi samme sted, var bygningen jævnet med jorden.

Selv da alting begyndte at falde fra hinanden, var det, som om der var en fin sammenhæng i tingene. Meget ofte faldt ting i hvert fald utroligt godt fra hinanden … skabte et helt nyt lille koordinatsystem af andre grupper og udgivelser.

I forbindelse med bogudgivelsen inviterede DR1’s Aftenshowet Martin Hall i studiet for at fortælle om perioden og bragte i den forbindelse følgende billede.

Fotoet er taget i slut-70’erne og viser fra venstre mod højre maleren og musikeren M.T., Gitte Z (Gitte Zacho, død 1980), musikeren og koncertarrangøren Eddie Haircut (død 1992), Angie Dee, digteren Michael Strunge (død 1986), Martin Hall og Morten Versner fra Ballet Mécanique.